Om mig

Jeg er født og opvokset i Thy.
Jeg debuterede som grafiker  på Vestfyns Kunstforenings censurerede forårsudstilling i 1989 og på Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling i 1989 med en række linoleumstryk.
Jeg har arbejdet med skulpturen gennem mange år. Jeg udstillede på Udtryk 79 og Udtryk 80 i Humlum med en række skulpturer i blandform. Jeg begyndte at arbejde i og med granit i 2006, hvor jeg fik foræret en mejsel og en stokhammer. Det at overvinde granittens og linoleummets modstand og frembringe en figur eller en trykplade passer fint til mit temperament. Der kommer en naturlig balance mellem ideens flygtighed og materialets træghed. Hvert snit og hvert hug skal nøje overvejes. Er der fjernet for meget materiale, er der ingen vej tilbage. Materialet bliver således en væsentlig medspiller i udførelsen af ideen.
Jeg arbejder figurativt og henter inspirationen i naturens organiske former.

Jeg har løbende udstillet både grafik og skulpturer alene eller sammen med andre i lokalområdet.

Jeg har illustreret og skrevet en række bøger:
1. Varulve, lygtemænd og andre danske sagnvæsener, Lademan Læremidler 1988
2. Drager, enhjørninger og andre væsner, Grafisk 1990
3. Hesten i myter og sagn, Grafisk 1991
4. Bjovulf-et heltesagn, Eget forlag ISBN 978-87-993591-0-3, 2010
5. Det sete i fortiden og i fremtiden - en gendigtning af Vølvens Spådom, Eget forlag ISBN 978-87-993591-1-0, 2013

"Bjovulf" og "Det sete i fortiden og fremtiden" kan købes ved henvendelse på kontaktsiden. Bøgerne sælges til 75 kr pr stk.

Jeg sælger gerne mine granitfigurer til private og institutioner. Figurer, der er til salg, kan ses og opleves ved besøg. Henvendelse på kontaktsiden.

Følg mig på Instagram: torben_gregersen